Spørgsmål? Ring 72 16 16 00 eller skriv til info@juranord.dk
Jura Nord Advokater

Fremtidsfuldmagt

Bestem selv, hvem der skal hjælpe dig, hvis du en dag ikke længere kan handle på egne vegne.

Med en fremtidsfuldmagt vælger du på forhånd, hvem der må handle for dig i personlige og økonomiske forhold, hvis du senere bliver syg eller mister evnen til selv at tage vare på dem.

Fast pris: 2.500 kr. inkl. moms · Se, hvordan du tjekker, om en fuldmagt er tinglyst
Møde, rådgivning, udarbejdelse, klargøring og bistand til tinglysning. Notarialgebyr på 300 kr. er ikke inkluderet.

Hvad kan fuldmagten omfatte?

Din fuldmagtshaver kan for eksempel træffe beslutninger om bankforretninger eller om pleje og omsorg. Det kan blive aktuelt ved sygdom eller svækket mental funktion, for eksempel hvis en pårørende rammes af demens eller anden alvorlig sygdom. Du kan udpege én eller flere fuldmagtshavere.

  • Kontakt med myndigheder og offentlige instanser
  • Bank, betalinger og øvrige økonomiske dispositioner
  • Bolig, salg og praktiske forhold
  • Personlige forhold og dialog med omsorgssystemet

Hvorfor oprette en fremtidsfuldmagt?

Med en fremtidsfuldmagt undgår du, at Familieretshuset skal udpege en offentlig værge for dig. Det er tidskrævende, tungt og ikke altid ønskværdigt, for en offentlig værge har ikke personligt kendskab til dig og din familie. Du kan oprette fuldmagten, når som helst du vil, så længe du kan handle fornuftsmæssigt. Den får først betydning den dag, du ikke selv kan varetage dine forhold, og det er bekræftet af en læge.

Sådan oprettes en fremtidsfuldmagt

For at være bindende skal fremtidsfuldmagten tinglyses og vedkendes for en notar i skifteretten. Notaren bekræfter din identitet og din evne til at handle fornuftsmæssigt. Du kan altid ændre eller tilbagekalde fuldmagten, men det kræver en ny tinglysning og en ny vedkendelse for notaren.

Notaren skriver ikke, hvad der skal stå i fuldmagten. Derfor er det vigtigt, at du tilpasser den til dine behov og ikke blot underskriver en generel skabelon, for eksempel fra borger.dk. En uklar eller for bredt formuleret fuldmagt kan blive afvist, når den skal sættes i kraft.

Få formuleringerne på plads

Vi gennemgår dine ønsker, hjælper dig med at vælge fuldmægtig og tager stilling til eventuelle begrænsninger, gaver, tilsyn og flere fuldmægtige.

Hvem kan være fuldmagtshaver?

Du vælger frit, hvem der skal være din fremtidsfuldmægtig. Kravet er, at personen er fyldt 18 år, når fuldmagten træder i kraft, og at vedkommende ikke er under værgemål eller selv har en fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft.

Sådan sættes fuldmagten i kraft

Før en fremtidsfuldmagt kan træde i kraft, skal Familieretshuset tage stilling til det. Du selv eller den person, du har indsat, kontakter Familieretshuset, som vurderer, om betingelserne i fuldmagten er opfyldt. Fuldmagten kan først sættes i kraft, når du ikke længere selv kan varetage dine interesser inden for de områder, den omfatter. Hvis Familieretshuset godkender det, kan man se det ved opslag i Personbogen på Tinglysningsrettens hjemmeside.

Sådan ser du, om en fremtidsfuldmagt er tinglyst

Fremtidsfuldmagter registreres i Personbogen på tinglysning.dk. Her kan du se, om der er tinglyst en fremtidsfuldmagt, og hente en personbogsattest. Følg trinene herunder.

Vigtigt: Før en fremtidsfuldmagt er sat i kraft, er det kun fuldmagtsgiver, der kan se den. Efter den er sat i kraft, er fremtidsfuldmagten offentligt tilgængelig.
  1. Gå til tinglysning.dk og log ind

    Vælg Forespørg med log ind, og log ind.

    Vælger du Forespørg uden log ind, kan du kun søge på fuldt navn og fødselsdato eller CVR-nr.

  2. Søg på personen

    Under fanen Personer/virksomheder vælger du én af tre muligheder:

    • CPR-nr. (uden bindestreg) samt for- og efternavn
    • Fuldt navn og fødselsdato
    • CVR-nr.

    Afslut med Søg.

  3. Åbn personbogsattesten

    Klik på navnet eller CPR-nr. i søgeresultatet, så vises personbogsattesten. Du kan åbne hæftelser, pantsætningsforbud og persondokumenter ved at klikke på bjælkerne. Er der ikke tinglyst dokumenter under en kategori, fremgår det af attesten.

    Er et dokument tinglyst flere steder, står der Også tinglyst på med et rødt tal. Klik på tallet for at se en liste. Du kan også hente attesten som PDF, hvis du vil gemme eller udskrive den.

  4. Åbn det tinglyste dokument

    Dokumenter, der er tinglyst digitalt, vises med rødt dato-løbenr. Klik på det for at åbne dokumentet i en ny fane.

    Dokumenter, der er tinglyst før 22. marts 2011, skal bestilles hos Tinglysningsretten. Se tinglysning.dk under Udskrifter fra Personbogen.

  5. Tjek påtegningen

    Er dokumentet påtegnet digitalt, vises datoen for den seneste påtegning. Klik på datoen for at se en liste over dokumentets digitale anmeldelser, og vælg påtegningen ved at klikke på bjælken.

    Nederst står Resultat af tinglysning. Det er det oprindelige tinglysningssvar med eventuelle frister og bemærkninger. Du kan hente det som PDF med Hent PDF.

  6. Bestil en officiel personbogsattest (valgfrit)

    Vælg Bestil officiel attest. Attesten koster 150 kr. (pr. marts 2024), og Tinglysningsretten sender den med post. Indtast adresseoplysninger, og afslut med Bestil.

    Beløbet vises på betalingssiden. Du kan betale med Dankort, Visa, Mastercard, MobilePay og Apple Pay. Godkend med Betal.

Kilde: Tinglysningsrettens vejledning “Forespørg Personbogen (personbogsattest)”, version 2, sidst opdateret 11.03.2024. Regler og priser kan være ændret siden, så tjek altid tinglysning.dk for de nyeste oplysninger.

Er du i tvivl? Vi kan tjekke, at din fremtidsfuldmagt er oprettet og tinglyst korrekt. Læs også vores guide Hvordan opretter man en fremtidsfuldmagt?

Senest opdateret: 21. september 2026

Vil du bestemme, hvem der handler for dig?

Få en fremtidsfuldmagt, der kan bruges, når det gælder. Fast pris 2.500 kr. inkl. moms.

Medlemskaber og faglige samarbejder

Medlemskaber og faglige samarbejder: Danske Advokater, Trygt Boskifte, Danske Arveretsadvokater og Det Gode Testamente