En fremtidsfuldmagt giver dig mulighed for at bestemme, hvem der skal træffe beslutninger på dine vegne, hvis du en dag ikke længere kan selv. Det kan blive aktuelt efter en ulykke eller en alvorlig sygdom, der svækker dig mentalt eller fysisk. Derfor er det vigtigt at oprette en fremtidsfuldmagt, mens du stadig er ved godt helbred, så dine interesser bliver varetaget, som du ønsker. I denne artikel guider vi dig trin for trin.
Oprettelse af en fremtidsfuldmagt med MitID
Trin 1: Beslut, hvad og hvem
Først skal du beslutte, hvilke områder fuldmagten skal dække: personlige forhold, økonomiske forhold eller begge dele. Det er op til dig, hvilke handlinger og beslutninger din fuldmægtig må foretage. Overvej også, om der skal knyttes særlige betingelser eller begrænsninger til fuldmagten.
Dernæst skal du vælge, hvem der skal have fuldmagten. Du kan vælge en eller flere personer, som du har tillid til. Udpeger du flere, skal du tage stilling til, om de skal træffe beslutninger i fællesskab eller hver for sig.
Trin 2: Registrer fremtidsfuldmagten
Når indholdet er på plads, skal fremtidsfuldmagten registreres i tinglysningssystemet. Det gøres digitalt med MitID på tinglysning.dk, hvor du indtaster fuldmagtens indhold og oplysninger om fuldmægtigen eller fuldmægtigene og underskriver med MitID.
Trin 3: Vedkendelse hos notar
Efter den digitale underskrift skal fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar i skifteretten inden for seks måneder. Notaren bekræfter din identitet og sikrer, at du forstår fuldmagtens indhold.
Oprettelse af en fremtidsfuldmagt uden MitID
Har du ikke MitID, kan fremtidsfuldmagten oprettes på papir og underskrives i Familieretshuset. For at kunne underskrive på papir skal du være fritaget fra at modtage digital post. Det kan skyldes en fysisk eller mental funktionsnedsættelse, manglende internetadgang, eller at du er registreret som udrejst af Danmark.
Få rådgivning, inden du opretter den
Vi anbefaler, at du søger juridisk rådgivning, så din fremtidsfuldmagt passer til dine behov. Tinglysningsprocessen kan være kompleks, men vi kan både rådgive og klare registreringen for dig. Ring på 72 16 16 00 eller skriv til info@juranord.dk, hvis du vil have hjælp til en fremtidsfuldmagt, der passer til dine ønsker. Se også vores side om fremtidsfuldmagt og priser.
Rosa Charleman Thomsen, advokat
